At livet ikke altid er retfærdigt, har vi lige fået atter et bevis på. For cirka 3 måneder siden stod du og jeg Lørdag formiddag, og spillede bordtennis som vi så ofte har gjort, gik over og ordnede verdenssituationen og du tog hjem til familien , som du elskede over alt på jorden, og jeg skulle se trav. Desværre begyndte tingene herfra ud af det blå, at gå kraftigt ned ad bakke. Du fik konstateret uhelbredelig kræft, og vores verden brød sammen.
Jeg mødte Claus Pedersen for omkring 40 år siden, faktisk via hans kone Susanne som er skolelærer, vi var på drengekolonien Hasmark hvor vi gav nogle forsømte børn en oplevelse. Allerede her trådte Claus i karakter, og hjalp til hvor der var behov. Det var hans natur altid at sætte andres behov, foran egne. Jeg har haft fornøjelsen at være ude at se ham spille håndbold, som han magtede til perfektion, specielt når han gik fra fløjen, og skruede den behændigt udenom målmanden, som kun kunne hente den inden i netmaskerne, til stor irritation for sig selv. Vi har haft utrolig mange sammenkomster, hvor især din dejlige sorte humor kom til kende, hold kæft hvor vil jeg savne det. Når vi har haft sammenkomster med Greve i bordtennis, var du altid den første der spurgte, hvad kan jeg hjælpe med. I klubben fandt du også et hold, hvor i virkelig spiller alt hvad i kan, og alligevel ikke glemmer hyggen, de kommer i den grad også til at savne dig. Selv i den sidste tid tænkte du mere på din familie end dig selv, idet du ordret sagde til mig: Jeg har kun en opgave tilbage i livet, det er at få Susanne og børnene videre. HUSK LIVET GÅR VIDERE. Hvor finder man det overskud fra, ved det ikke men du gjorde. Det mindste jeg kan gøre for dig, er at lave en turnering der minder mig om den måde du kunne lide at spille på. En handicapturnering samt en doubleturnering, afsluttende med et stykke brød samt en øl eller vand . Det vil jeg love dig vil ske, en gang om året. Navnet bliver PERSEN CUP. Aldrig glemt gemt i hjertet. Æret være dit minde.
Af Carsten Jacobsen.
