Særlig information til nye og mindre øvede spillere i Triton
Et godt bat handler ikke om, hvor mange stjerner det har. Der er stor forskel på de bat, man køber i almindelige sportsbutikker, og dem, man køber i specialbutikker som BTEX og Butterflyshop. Det kan som ny spiller være svært at overskue, hvilken type bat man skal vælge. Et bat er dyrt, og det er ærgerligt at bruge for mange penge på et bat, der ikke passer til ens spillestil.
Grundlæggende handler det om, at man får sig et bat-træ (som kan følge en i mange år), man godt kan lide at holde på, og som passer hastighedsmæssigt til ens spillestil. Herfra kan man så variere valget af belægninger (der skal skiftes ca. én gang om året, alt efter hvor meget man spiller). Det kan virke uoverskueligt at sætte sig ind i, hvad de forskellige overflader, svampe og tykkelser gør for spillet.
Når man er ny, handler det om at kunne kontrollere sine slag, inden man sætter tempoet op.
Derfor har to af bestyrelsens mest rutinerede bat-mænd i weekenden produceret 10 lånebat, som er tilpasset nye bordtennisspillere. Der er 4 helt nye, mens de resterende er aflagte bat-træ, der har fået nye belægninger. Spørg trænerne, når du kommer, hvis du gerne vil prøve. Brug dem gerne, men pas på dem, og aflever dem til træneren efter endt træning.
I Triton tror vi på, at udvikling sker bedst gennem en kombination af sjov og seriøs træning. I Triton handler det om at bygge fundamentet stærkt, så du kan udvikle dig i dit eget tempo og få mest muligt ud af din tid ved bordet. Vi ønsker vi at skabe et miljø, hvor nye spillere føler sig velkomne og hurtigt bliver en del af fællesskabet.
![](https://btk-triton.dk/wp-content/uploads/2024/12/bat-2-458x1024.jpg)
![](https://btk-triton.dk/wp-content/uploads/2024/12/BAT-produktion-1-768x1024.jpeg)